Før igangsætning

Før igangsætning

Som bygherre træffer du i løbet af en byggesag mange beslutninger, som bestemmer, hvordan bygge- og anlægsaffaldet sidenhen kan håndteres.

Bygherren er central i forhold til at sikre en cirkulær ressourcehåndtering ved nedrivninger og renoveringer, da bygherren har stor indflydelse på affald, miljø og arbejdsmiljøMange bygherrer, professionelle såvel som private, har begrænset viden om de regler, der gælder for bygge- og anlægsaffald, og hvordan reglerne omsættes til praksis (kilde: Undersøgelse af indsatspuljen i 2010 og 2011, Dansk Byggeri). Samtidig er mange ikke opmærksomme på, hvor stor indflydelse bygherren reelt har i forhold til, hvad der senere sker med affaldet. 

En række af de beslutninger, du træffer som bygherre i løbet af en renoverings- eller nedrivningssag, har afgørende betydning for, hvor godt og effektivt bygge- og anlægsaffaldet efterfølgende kan håndteres og i hvor høj grad, der kan opnås genbrug og genanvendelse af ressourcer. Desuden påvirker de arbejder, du igangsætter, både miljø og arbejdsmiljø. Bygherrens rolle i forhold til bygge- og anlægsaffaldet er altså meget central. 

Arbejdet starter allerede, langt før du sender dit projekt i udbud (læs mere om, hvordan du laver et godt udbud mht. affaldshåndtering), og det fortsætter, indtil nedrivningen er afsluttet, og der er ryddet op på byggegrunden. 

Hvordan øger du genbrugs- og genanvendelsesmulighederne?  
For bedst muligt at kunne udnytte ressourcerne fra en nedrivning skal du som bygherre allerede i en tidlig fase gøre dig nogle overvejelser omkring målsætning og ambition omkring genbrug og genanvendelse. Genbrug og genanvendelse kræver nemlig prioritering gennem hele processen fra forundersøgelser over udbudsbeskrivelser til selve udførelse af nedrivningen og efterfølgende håndtering af ressourcerne.  Det er også afgørende, om du selv ønsker at genbruge materialerne i et af dine egne projekter, eller om du har en anden aftager, eller evt. ønsker at entreprenøren afsætter mest muligt materialer til genbrug og genanvendelse.  

Du kan læse mere om forundersøgelser, ressourcekortlægning og udbud. 

 

Eksempel på målsætninger

Når du skal formulere dine målsætninger for genanvendte materialer i dit projekt, skal de være tydelige og så vidt muligt målbare – fx:

X % (angivet i vægt) af byggeriet skal bestå af genanvendte (genbrugte) materialer

Byggeriet skal fremstå miljøvenligt med synlige eksempler på, at hensynet til genanvendelse er indtænkt

Byggeriet skal rumme elementer af nytænkning, hvor genanvendte (genbrugte) materialer anvendes på en ny og spændende måde

Gennem øget genanvendelse ønskes byggeriets samlede CO2 belastning reduceres med mindst %

Tjekliste: Før du stiller krav om genanvendte materialer

 

Før du stiller krav om brug af genanvendte materialer, bør du bør forholde dig til følgende spørgsmål:

  • Er målet med genanvendelse at spare penge?
  • Er målet at skabe positiv opmærksomhed omkring byggeriet?
  • Er jeg stadig indstillet på genanvendelse, hvis det koster ekstra?
  • Er der certifikater eller andre ordninger, som byggeriet skal kunne opnå?
  • Er det ok, at tidsplanen eventuelt forlænges på grund af ønsket om genanvendelse?
  • Er jeg indstillet på at løbe en øget risiko? Fx hvis nu de genanvendt materialer har en korte levetid, eller entreprenøren ikke kan give de samme garantier.