Cirkulære udbud

Krav i udbud til cirkularitet er en vigtig løftestang for bygherren for at realisere målsætninger og ønsker til at fremme cirkulært byggeri.

Det gode udbud er et centralt værktøj i alle byggeprojekter. Krav i udbud til cirkularitet er en vigtig løftestang for bygherren for at realisere målsætninger og ønsker til at fremme cirkulært byggeri og derfor er det vigtigt at der er styr på, hvordan disse krav og ønsker skal formuleres i udbuddet og hvordan man sikrer, at de ønskede målsætninger kan nås i praksis.

At bygge cirkulært er stadigvæk i sin vorden og markedet for cirkulære byggevarer er fortsat umodent. Beskrivelsen af udvælgelses- og tildelingskriterier samt formulering af krav, der skal fremme cirkulær økonomi, kræver derfor et godt overblik over, hvad der teknisk og markedsmæssigt kan lade sig gøre.

Der er endnu begrænsede erfaringer med, hvordan de forskellige krav påvirker prissætningen og risikoen for forsinkelser. Som bygherre må man forvente øget behov for rådgiverbistand i forbindelse med at opstille og vurdere kriterier og krav til cirkulær økonomi, ligesom man må forvente øget behov for rådgiverbistand i forbindelse med at sikre viden om markedets udvikling og tilgængelige løsninger.

Kriterier og krav til cirkulær økonomi har indflydelse på entreprenøren/tilbudsgiveren prissætning. I takt med, at markedet udvikles og løsninger afprøves og implementeres, vil der være flere erfaringer, som vil påvirke prissætningen. Tilbudsgivere vil blive bedre til at prissætte. Markedsdialog med entreprenører kan hjælpe bygherren med at få undersøgt, hvad der teknisk kan lade sig gøre, hvordan projektet med fordel vil kunne løses og hvordan kriterier eller krav skal beskrives for ikke at afskære virksomheder fra at byde.