Den nye affaldsbekendtgørelse fik effekt fra 1. januar 2021, og den rummer nyheder for byggebranchen. Alle informationer her på hjemmesiden er netop blevet opdateret for at tage højde for ændringerne, som kort fortalt omfatter:
1. Præcisering af at farlige stoffer er mere end PCB
Den første vigtige nyhed er bekendtgørelsens præcisering af, at det ikke kun er PCB, man skal screene og kortlægge for ved nedrivning og renovering, men også andre problematiske stoffer.
Tidligere kunne man misforstå bekendtgørelsen og tro, at man kun skulle screene og kortlægge for PCB. PCB er imidlertid langt fra det eneste stof, som gør genanvendelse vanskelig, og som kan påvirke miljøet og helbredet hos håndværkerne. Derfor præciserer den ændrede bekendtgørelse, at kravet om at screene og kortlægge gælder alle problematiske stoffer.
2. Øget sporbarhed
Den anden nyhed for byggeriet er krav om øget sporbarhed af bygge- og anlægsaffald.
Ved at kunne spore affaldet tilbage i værdikæden kan man få at vide, hvor noget bestemt affald kommer fra. Dette er afgørende for, at man kan genanvende bygge- og anlægsaffald til højest mulig værdi. Man kan spore tilbage og få at vide, hvad man fandt i kortlægningen af problematiske stoffer i affaldet, og om der er gennemført en miljøsanering forud for nedrivning for at fjerne de problematiske stoffer. Modtageren af affaldet får hermed sikkerhed for kvaliteten af det modtagne affaldsmateriale.
Der er tre bestemmelser i den nye affaldsbekendtgørelse, som tilsammen skal forbedre sporbarheden.
A. For det første skal kommunen fremover tildele bygherrens anmeldelse af bygge- og anlægsaffald et unikt løbenummer og underrette bygherren om dette digitalt.
B. For det andet skal den transportør, der skal køre bygge- og anlægsaffaldet væk fra nedrivningspladsen, være i besiddelse af den seneste ajourførte anmeldelse og det tilhørende løbenummer. Transportøren skal fremvise dette til ”den første affaldsmodtager”.
C. Og for det tredje har den første affaldsmodtager pligt til at indberette løbenummer, affaldsmængder og dato for modtagelsen digitalt til kommunen senest fire uger, efter at hele affaldsmængden er modtaget.
Der kan være andre affaldsmodtagere senere i værdikæden, hvis første affaldsmodtager fx sælger affaldet videre; kravet gælder kun for den første modtager.
De tre bestemmelser giver både sporbarhed tilbage til nedrivningsprojektet og dokumenterer, hvor materialerne er afleveret til videre håndtering.
Se affaldsbekendtgørelsen her.