Du er her: Forside / Aktuelt / Nyheder 2021 / Ny affaldsplan involverer byggebranchen – og kommer snart

Ny affaldsplan involverer byggebranchen – og kommer snart

Danmark får snart en ny affaldsplan under navnet "Handlingsplan for cirkulær økonomi". Planen her netop været i høring, og VCØB og andre høringsparter har afleveret sine input.

Du kan læse hele høringsudkastet til Handlingsplan for Cirkulær Økonomi (som den nye affaldsplan hedder) her.

Eller du kan nøjes med at læse nedenstående liste over initiativer rettet mod bygge- og anlægssektoren. En række af initiativerne er besluttet tidligere og allerede i gang.


MATERIALEFORBRUG

Strategi for bæredygtigt byggeri
Strategien for bæredygtigt byggeri har fokus på bl.a. øget kvalitet, holdbarhed og sundhed i byggeriet, samt fokus på mindre ressourceforbrug for at fremme solide bæredygtige bygninger med lang levetid samt byggeprocesser med mindre materialespild og byggesjusk. Samtidig har strategien et fokus på genbrug og genanvendelse af byggematerialer uden at gå på kompromis med krav til energiforbrug, sikkerhed og sundhed ved, at farlige og miljøskadelige stoffer i videst muligt omfang udsorteres. Her foreligger der allerede et udkast. Læs udkastet til strategi for bæredygtigt byggeri her.

Livscyklusberegninger og reduceret brug af virgine råstoffer til anlæg af veje
Vejdirektoratet klargør den norske livcyklusmodel for vejanlæg ”VejLCA” til dansk brug. Værktøjet kan bl.a. kan bruges til at afdække forbruget af naturressourcer og den dertilhørende miljø- og klimabelastning ved forskellige anlægsløsninger. Livscyklusmodellen vil blive gjort tilgængelig for alle bygherrer. Vejdirektoratet har desuden igangsat en række initiativer med henblik på at reducere forbruget af virgine råstoffer som fx sand, grus og sten. Fx ved øget kalkstabilisering af råjord, der øger bæreevnen og mindsker behovet for at tilføre grus, samt øget genbrug af vejmaterialer og udvidet brug af forbrændingsslagge i anlægskonstruktioner.


BYGNINGSDESIGN OG OPFØRELSE

Videncenter for Cirkulær Økonomi i Byggeriet
Miljøministeriet bidrager til finansiering af Videncenter for Cirkulær Økonomi i Byggeriet, som udbreder viden til aktører i branchen gennem vejledning om cirkulær økonomi i byggeriet, miljøfarlige stoffer ved ombygning, renovering og nedrivning og om mulighederne for genbrug og genanvendelse af bygge- og anlægsaffald. Den øvrige finansiering kommer fra Realdania og Grundejerenes Investeringsfond.

Implementering af den frivillige bæredygtighedsklasse i bygningsreglementet
Den frivillige bæredygtighedsklasse er offentliggjort for at tilbyde et let tilgængeligt værktøj at bygge bæredygtigt efter. Klassen har fokus på bygningsdesign, opførelse og drift, idet den rummer krav om livscyklusanalyser af klimapåvirkninger og totaløkonomien, om opgørelse af ressourceforbrug på byggepladsen og en række indeklimakrav. Den frivillige bæredygtighedsklasse gennemgår en toårig testfase, inden den implementeres i bygningsreglementet. I denne periode inviteres hele byggebranchen til at teste bæredygtighedsklassen på konkrete nybyggerier og ombygninger for at indsamle erfaringer, der kan danne grundlag for at indføre krav om bæredygtighed i bygningsreglementet. Læs om den frivillige bæredygtighedsklasse her.

Udarbejdelse af modeller for et standardiseret bygningspas
Der udarbejdes et oplæg til bygningspas, som skal kunne samle relevant data om en bygning, herunder anvendte materialer, farlige stoffer, genbrugsmuligheder mm. Modellen kan på sigt bringes i spil i europæisk arbejde om bygningspas.


RENOVERING OG VEDLIGEHOLDELSE AF BYGNINGSMASSEN

Langsigtet renoveringsstrategi
Regeringen er i gang med at udarbejde en opdateret version af den nationale langsigtede renoveringsstrategi, som bl.a. tager højde klimaaftale for energi og industri 2020 samt aftalen om grøn renovering af almene boliger 2020. Aftalerne fastlægger en række politikker og virkemidler til at fremme en omkostningseffektiv og gennemgribende energirenoveringsindsats, herunder bl.a. via bygningspuljen, hvorfra der gives tilskud til bl.a. konverteringer af olie- og gasfyr med varmepumper og energirenoveringer. Læs om bygningspuljen her.

Digital understøttelse af energirenoveringsindsatsen
Understøttelse af energirenoveringer gennem data og digitalisering. Bedre brug af data og digitalisering er et godt redskab til bl.a. at identificere energieffektiviseringer i bygninger og gøre opmærksom på besparelsesmuligheder og potentialer. Indsatsen omfatter en videreudvikling af energimærkningsordningen gennem bl.a. forøget datakvalitet, en styrket BedreBolig-ordning, test af potentialet for Smart Readiness Indicator samt etableringen af en testfacilitet på en bygningshub, der skal samle og udstille relevant data ift. energiforbrug og driften af bygninger. Dette skal gøre det nemmere at identificere og udføre energirenoveringsprojekter.


BEDRE HÅNDTERING AF BYGGE- OG ANLÆGSAFFALD

Krav om standardiserede nedrivningsplaner og kompetencekrav til selektiv nedrivning af byggerier
Der indføres i 2023 krav om standardiserede nedrivningsplaner og kompetencekrav til selektiv nedrivning af byggerier, så værdifulde materialer i højere grad end i dag genbruges og genanvendes, før de nyttiggøres som fx fyld under veje eller i støjvolde. 

Fastsættelse af nationale grænseværdier for problematiske stoffer i beton og tegl

Der fastsættes nationale grænseværdier for problematiske stoffer i beton og tegl i forhold til nyttiggørelsesmulighederne via revision af restproduktbekendtgørelsen. Virksomheder møder 149 forskellige grænseværdier og dermed nyttiggørelsesmuligheder afhængigt af, hvilken kommune, der spørges. Fastsættelse af nationale grænseværdier vil være med til at sikre en mere ens håndtering og nyttiggørelse på tværs af landet.

Krav om sortering af asfalt, samt opdateret asfaltcirkulære
Der indarbejdes krav om udsortering af asfalt, så det ikke længere blandes med fx betonaffald. Samtidig opdateres reglerne om nyttiggørelse af asfalt i asfaltcirkulæret, og det undersøges, om det vil være hensigtsmæssigt med krav om sortering af asfalt i slidlag og bærelag. Bedre sortering af asfalt vil højne kvaliteten af genanvendelsen markant, potentielt give økonomiske besparelser og øge incitamentet til de relevante investeringer.

Entydige regler og bedre sporbarhed for byggeaffald

Reglerne for håndtering af byggeaffald i affaldsbekendtgørelsen gøres mere entydige, og der indføres krav om, at anmeldelser skal følge byggeaffaldet til modtageanlægget. Det gøres med henblik på at understøtte, at kommunerne fremover modtager flere anmeldelser, lette affaldstilsynet og sikre en korrekt håndtering og sporbarhed i forhold til affaldet. Læs den nye affaldsbekendtgørelse her.

Øget sporbarhed på håndteringen af affald fra vindmøllevinger
Mængder og håndtering af dansk affald fra vindmøllevinger kortlægges på baggrund af affaldsindberetningen til Affaldsdatasystemet med formålet at undersøge, hvor store mængder vindmøllevingeaffald der produceres, samt hvordan det behandles og bortskaffes. Der udføres en kortlægning af de potentielle behandlingsmuligheder til genanvendelse af vindmøllevingeaffald mhp. at nedbringe deponifraktionen og øge genanvendelsen eller materialenyttiggørelse af vindmøllevingeaffald. Kortlægningen udføres i samarbejde med branchen. Der igangsættes et overordnet nabotjek, der undersøger behandlingsmuligheder i andre lande, mhp. at vejlede danske affaldsproducenter i, hvordan vindmøllevingeaffald kan afsættes.


JORD SOM AFFALD

Ny regulering af jord som er affald
Der arbejdes for en løsning, hvor kommunernes anvisningsret- og pligt for jord, som er affald, ophæves, så virksomheder frit kan vælge, hvor de afleverer jord. Samtidigt udfases kommunale jordbehandlingsanlæg på sigt efter en rimelig overgangsperiode, der bl.a. tager hensyn til kommunale investeringer. Regler om bortskaffelse og anvendelse af forurenet jord opretholdes, så der fortsat skal ske anmeldelse af jordflytninger.


PLAST I BYGGE- OG ANLÆGSBRANCHEN

Sektorsamarbejder inden for landbrug og byggeri, restauration og detailbranchen Sektorsamarbejderne skal have fokus på at realisere potentialer for mere genbrug og genanvendelse af plastik igennem aktivt samarbejde i værdikæden. I regi af Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi, er der fastsat et todelt udsorteringsmål for det plastik, der sendes til forbrænding fra henholdsvis landbrugs- og byggesektoren. Landbrugssektoren skal udsortere 50 pct. af plasten til genanvendelse i 2025 og 80 pct. i 2030. Bygge- og anlægssektoren skal udsortere 25 pct. af plasten til genanvendelse i 2025 og 75 pct. i 2030. Såfremt sektorsamarbejderne ved udgangen af 2023 og 2027 ikke dokumenterer den nødvendige fremdrift i forhold til målene, sættes der ind med yderligere tiltag.