Du er her: Forside / Aktuelt / Nyheder 2022 / Alle burde altid have 5-10 cirkulære produkter med i et byggeri

Alle burde altid have 5-10 cirkulære produkter med i et byggeri

Alle burde altid have 5-10 cirkulære produkter med i et byggeri

Jeg kunne ønske mig en trafiklysguide, så byggeaktører kan se, hvad de skal gøre i forbindelse med forskellige cirkulære løsninger og hvilken risiko, de må løbe, siger Christian Wittrup, CCO i Again.

Hvad er det vigtigste, byggebranchen kan gøre, for at videreudvikle CØ i 2022?
Alle CVR-numre bør gøre en aktiv og konkret indsats for at rulle cirkulær økonomi ud i byggeriet. Vi har ikke brug for flere skåltaler. Bygherrer, rådgivere, entreprenører burde beslutte altid at have 5 – 10 cirkulære emner/produkter med i et byggeri som et af de 100 – 1000 elementer (dvs. produktlinjer), en byggesag består af. Man kunne starte, hvor risikoen er lav, men hvor effekten kan være stor, hvis bare mange nok arbejder for det. Eksempelvis genbrug og genanvendelse i udendørs belægninger, skure eller genanvendte materialer i interiør og aptering.

Hvad har I selv af planer for at udvikle CØ i 2022?
Vi vil arbejde med de upcyclede produktløsninger, vi ved virker. Vi fokuserer i første omgang på produkter med lav risiko for her at kunne tjene nok penge til at gå videre med mere kompliceret genanvendelse i bærende konstruktioner, hvor der er stor volumen og dermed stort ressourcepotentiale. Konkret fokuserer vi på:

  • Akustikløsninger, hvor vi genbruger plastik, tekstiler og træ.
  • Indvendig og udvendig træbeklædning med resttræ fra andre producenter. Hertil ønsker vi at bruge brugt træ fra nedtagne byggerier. At få brugt træ i tilstrækkelig god kvalitet er et af de områder, der endnu er udfordrende.
  • Præproducerede sekundære konstruktioner af genbrugt træ, tegl og glas.

Hvad kunne du ønske dig fra VCØB Community?
At VCØB Community kan synliggøre mulighedsrummet for cirkulære byggeløsninger. Dvs. fra det, vi er helt trygge ved og har stor erfaring med til det, der er mere og mest risikofyldt. Det kunne være ved at udarbejde en trafiklysguide, så byggeaktører kan se, hvad de skal gøre i forbindelse med forskellige cirkulære løsninger og hvilken risiko, de må løbe, ved at benytte de givne løsninger. Herudover er der brug for at udbyde kurser til indkøbschefer i byggebranchens mindre virksomheder, så de bliver fortrolige med grønne og cirkulære indkøb.

Er der nogle aktører, du særligt gerne vil have i tale?
Banker og kreditforeninger, som yder lån til byggeriet. Det ville være interessant at høre, hvordan kreditgivningsinstitutioner konkret vurderer værdien af cirkulære og andre bæredygtige elementer. Om de finansierer noget, der kan ende med at blive greenwashing, eller om de gennem deres lånebetingelser og opfølgende kontrol kan fremme egentligt cirkulært byggeri.

Christian Wittrup

Christian Wittrup

CCO
a:gain