Du er her: Forside / Aktuelt / Nyheder 2022 / Branchen skal udvikle en fælles forståelse af, hvor problemerne og løsningerne findes

Branchen skal udvikle en fælles forståelse af, hvor problemerne og løsningerne findes
Nyhed

Branchen skal udvikle en fælles forståelse af, hvor problemerne og løsningerne findes

Interview med Gitte Gylling Hammershøj Olsen, markedsdirektør for grøn omstilling og bæredygtighed, COWI.

Hvad er det vigtigste, byggebranchen kan gøre for at videreudvikle CØ i 2022? 

Der er især tre forhold, der er vigtige ifølge Gitte Gylling Hammershøj Olsen, Markedsdirektør for grøn omstilling og bæredygtighed, COWI: 

1. Der skal være mere samarbejde og vidensudveksling på tværs af alle aktører i byggeriet. Vi skal turde fortælle, hvad vi afprøver, og hvornår det er svært. Hvad der går godt og hvad der går mindre godt. Branchen er endnu præget af, at vi beretter, hvad vi gerne vil eller godt kunne tænke os. Men dét, vi lærer mest af, er åbent og ærligt at fortælle om de forsøg med genbrug og genanvendelse, som vi arbejder med. Så andre kan lære af det. Vi skal som branche udvikle en fælles forståelse af, hvad der kan lade sig gøre, og hvor problemerne findes.  

2. Kommunerne skal give flere dispensationer fra byggelovgivningen, så branchen kan afprøve cirkulære byggerier. Det handler ikke om at gå på kompromis med sikkerhed eller brand, men om at se på byggeri i et bredere perspektiv. Fx ved brug af brugte vinduer. Her kunne det give god mening af dispensere for, at de skal overholde samme krav til u-værdi (dvs. energimærkning) som nye. Vi ved, at i en ikke alt for fjern fremtid, vil energiforbrug ikke belaste klimaet, som det gør i dag, fordi energien bliver grøn og ikke sort. I det perspektiv kunne et ressourcebesparelsesperspektiv, hvor genbrugte vinduer har større vægt end energiforbrug give rigtig god mening. Branchen skal i gang med disse forsøg i større skala allerede nu. 

3. Sidst, men meget vigtigt, er digitalisering afgørende for omstillingen. Digitale materialepas og kortlægninger af bygningsmasse, inden og når der rives ned, er afgørende for, at det cirkulære byggeri ikke bliver håndholdt. Vi skal tage datadrevne beslutninger i byggeriet og digitalisering af beslutningsgrundlaget er derfor en forudsætning for, at vi kan få kritisk masse.  

Hvad har I selv af planer for at udvikle CØ i 2022? 
I COWI kommer vi i 2022 til at arbejde med at brede viden om bæredygtighed og cirkulær økonomi ud i hele organisationen. Dels ved at have fokus på projekter, hvor cirkulær økonomi er en del af efterspørgslen, og dels ved at uddanne alle divisioner i grøn omstilling, så både design, projektering, bygherrerådgivning og drift i endnu højere grad tænker cirkulær økonomi og bæredygtighed ind i den rådgivning, COWI foretager. Det handler blandt andet om at skabe et fælles sprog i organisationen, så alle har den samme forståelse af, hvad fx genbrug, genanvendelse, design for adskillelse, biobaserede materialer, take back betyder, og hvordan det kan integreres, når man bygger. 

Er der nogle aktører, du særligt gerne vil have i tale fra VCØB Community? 
For os er ambitiøse aktører på tværs af hele værdikæden vigtigt. Men bygherrerne er de vigtigste, hvis nogle skal trækkes frem, da de betaler. Hvis vi ikke har en efterspørgsel til det cirkulære byggeri, hjælper det ikke, at vi har en masse på hylderne i rådgiver- og produktionsvirksomhederne.