Du er her: Forside / Aktuelt / Nyheder 2022 / Det skal lovgivningsmæssigt være lettere at anvende affald som ressourcer

Det skal lovgivningsmæssigt være lettere at anvende affald som ressourcer

Det skal lovgivningsmæssigt være lettere at anvende affald som ressourcer

Vi har et opråb til politikerne. For det er svært at benytte affald som ressource i dag, siger Ulrik Hoffmann, salg- og projektchef hos Eurotag Danmark.

Hvad er det vigtigste, byggebranchen kan gøre, for at videreudvikle cirkulært byggeri i 2022? 

Dét, som vi fokuserer på, er at sprede budskabet til alle de tagdækkere, der køber vores produkter. De skal have en forståelse for, hvorfor byggeprodukter, der anvender genanvendte ressourcer, er fremtiden. Vi skal have håndværkerne til at forstå begreber som LCA og EPD. Og hvorfor begreberne også er relevante for dem med den frivillige bæredygtighedsklasse og det nye bygningsreglement, der træder i kraft i 2023. I dag er der en spirende forståelse. Men branchen er stor, og mange mindre aktører skal forstå, at CO2-aftryk og mindre brug af jomfruelige ressourcer er vigtigt for alle. 

Hvad har I selv af planer for at udvikle CØ i 2022? 

Sidste år fik vi vores første EPD på Derbigum tagpap. Vi er på vej med flere produkter, vi gerne vil have EPD deklareret i 2022. Og så arbejder vi målrettet med at uddanne de tagdækkere, vi sælger til, i bæredygtighed. Bl.a. ved at holde seminarer, hvor vi gennemgår, hvad EPD og LCA vil sige, hvem der udarbejder de nye deklarationer og hvilken rolle, tagdækkerne har. 

Er der nogle aktører, du særligt gerne vil have i tale fra VCØB Community? 

Vi har et opråb til politikerne. For det er svært at benytte affald som ressource i dag. I det øjeblik vi har et fraskåret stykke fra en ny rulle tagpap, hører det under affaldslovgivningen. Hvorfor vi ikke umiddelbart kan genanvende det. Vi skal have gjort det let lovgivningsmæssigt at bruge spild fra produktion, byggepladser og allerede brugt tagpap. Meget lettere end det er i dag. Det er en problemstilling, der er relevant for hele branchen.  

FAKTA 

Eurotag Danmark er eneimportør af Derbigum NT tagpap fra Belgien. Et produkt, der har været baseret på bæredygtighed og genanvendelse siden 1990’erne. I dag består produktet af 25% genanvendt tagpap - i form af spild fra produktionen, byggepladser og allerede brugt tagpap. Produktet er dokumenteret i en EPD (Environmental Product Declaration).  

Ulrik Hoffmann

Ulrik Hoffmann

Salgs- & Projektchef