Du er her: Forside / Aktuelt / Nyheder 2022 / Jeg savner større klarhed om, hvordan genbrug og genanvendelse pointgives

Savner større klarhed om, hvordan genbrug og genanvendelse pointgives

Savner større klarhed om, hvordan genbrug og genanvendelse pointgives

Lovgiverne er vigtige at få i tale, da regulering og mindstekrav til fx genanvendelse og genbrug er en oplagt måde at speede tempoet op for cirkulært byggeri. Det mener Michael Kamstrup Søndergaard, adm. dir. i Kingo.

Hvad er det vigtigste, byggebranchen kan gøre, for at videreudvikle CØ i 2022?

Jeg savner større klarhed om, hvordan genbrug og genanvendelse pointgives. I dag er DGNB dén fælles standard for, hvordan vi deklarerer bæredygtighed i byggebranchen og et byggeri kan godt opnå certificering, uden at det er specielt cirkulært. Eller CO2-besparende. Men måske har byggeriet en god profil på andre områder som indeklima, økonomi, grønne udendørsarealer, tilgængelighed, mv. På sigt mener jeg, at genbrug, genanvendelse og lavt CO2-aftryk bør være en ufravigelig del af enten det direkte pointsystem i DGNB eller alternativt et tillægspointsystem. Så man ikke kan opnå en høj placering i certificeringssystemet, uden at genbrug, genanvendelse og CO2-besparelse er en væsentlig del af byggeriet.

Hvad har I selv af planer for at udvikle CØ i 2022?

Vi arbejder netop med at synliggøre genbrug og genanvendelse i DGNB gennem samarbejdet med vores kunder. Vi arbejder også for at få flere kunder til at genbruge og genanvende. I dag er det kun mellem 5 og 10% af kunderne, der tænker i de baner. Vi skylder os selv og vores efterkommere, at dette forbedres væsentligt.

Hvad kunne du ønske dig fra VCØB Community? 

VCØB Community kan bidrage til, at vi får en fælles beregningsmetode for, hvor meget CO2, der kan spares gennem genanvendelse og genbrug. I dag bruger vi forskellige metoder til at måle CO2-aftrykket, hvorfor vi får forskellige resultater, der ikke kan sammenlignes.

Er der nogle aktører, du særligt gerne vil have i tale?

Bygherrerne er vigtige, fordi de sætter baren. Følger vi ikke pengene, så sker der ingenting. Det er dem, vi skal have i tale. Men også lovgiverne er vigtige, da regulering og mindstekrav til fx genanvendelse og genbrug kunne være en oplagt måde at speede tempoet op for cirkulært byggeri.