Hvad I ser som vigtigst for, at CØ for alvor bliver del af byggeriets virkelighed?
At der stilles krav fra det politiske niveau. Men også krav fra slutbrugerne bliver afgørende for den cirkulære udvikling. I GXN arbejder vi bl.a. i London, Amsterdam og Bruxelles, der alle er længere fremme end Danmark, når det kommer til at indarbejde krav i byudviklingen om, at ressourcerne skal kunne recirkuleres og bygningers levetid skal forlænges. F.eks. skal man for at få en byggetilladelse i London udfylde et Circular Economy Statement tre gange i løbet af byggeprocessen, hvor man beskriver, hvilke mål man har sat for genanvendelse af bygninger, ressourceeffektivitet, affaldsreduktion, og cirkulær affaldshåndtering, samt hvordan målene skal nås. Det tvinger alle, der bygger, til at opstille klare argumenter for nedrivning og genanvendelse, og i det hele taget til at fokusere på cirkulære principper. Samme opmærksomhed oplever vi fra lejere af de bygninger, som vores bygherrer opfører. De har spørgsmål til CO2-belastning, til miljøskadelige stoffer, til biodiversitet og til ressourceforbrug og genbrug i forbindelse med et lejemål. Det bliver stadig mere almindeligt at stille krav til et byggeris bæredygtighed, når man flytter ind. Selv som lejer. Dette træk fra markedet vil være den allerstørste enkeltfaktor i byggeriets omstilling til cirkulær økonomi. Kravene og opmærksomheden drives jo ikke mindst af de klimaforandringer, vi alle er vidne til.
Hvilke elementer af CØ arbejder I med lige nu i GXN?
I GXN fokuserer vi på at udvikle strategisk rådgivning til bygherrer, der ønsker et gennemgående fokus på at bygge bæredygtigt. Dvs. vi hjælper bygherrer med at forholde sig til de mange nye krav i markedet. Både de krav, vi forventer kommer fra politisk hold, og de krav, brugerne af byggerierne stiller. Vi udvikler værktøjer til bygherren, så denne både i designfasen og i driften kan arbejde med materiale- og bygningspas, CO2-reduktion, genbrug, genanvendelse og design for adskillelse. Og vi arbejder med, hvordan bygherren kan få de rette kompetencer i deres organisation til at udvikle og drive bygninger på tidssvarende måder.
Hvad selve bygningsmassen angår, er vi pt. meget optagede af den del, der står til at blive revet ned efter 20-30 år. Den fejler ofte ikke noget fra et materialeperspektiv, men er blevet æstetisk og funktionelt utidssvarende. Her er en masse ressourcer, CO2 og penge at spare, hvis vi kan få byggerierne re-designet, så de bliver attraktive for ejere og lejere.
Hvad du tror, at GXN vil kunne bruge VCØB Community til?
Vi ønsker at udvikle nye ideer til løsninger sammen med bygherrer, andre rådgivere, nedrivere, entreprenører og ikke mindst materialeproducenter. Vi vil gerne trykteste nye byggeprincipper og produkter. Det forestiller vi os, at VCØB Community vil være oplagt sted for. Vi har brug for en ny type virksomheder, der kan hjælpe byggeriet med den logistik, der er behov for i en cirkulær byggeproces. For en cirkulær byggeproces ser anderledes ud end en lineær. Der kommer en masse sprækker, når du bukker linjen. Dem vil vi gerne hjælpe med at lukke, eller finde de parter der kan lukke dem. Konkret kunne det handle om at finde eller udvikle nye virksomheder, der med tilstrækkelig data og leverancesikkerhed faciliterer opbevaring af brugte materialer til det professionelle marked. Vi forsøger at overskue hele cirklen og de parter, der er at samarbejde med, for at få cirklen til at fungere.
Hvem vil du særlig gerne møde i VCØB community?
Bygherrer og investorer, der er ambitiøse om den cirkulære omstilling!