Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Hvordan får vi flere genbrugte, upcyclede og biobaserede materialer i byggebranchen, og hvordan kan vi udvikle, innovere og skabe samarbejder, mens vi bygger? Det har projektet TRÆ sat sig for at bidrage til.
TRÆ er et fyrtårnsprojekt inden for bæredygtighed og skal fungere som kontorlokaler. Med sine 76 meter bliver det Danmarks højeste træbyggeri, bygget i massivt træ, CLT træ og limtræssøjler.
Først og fremmest vil TRÆ og teamet bag rykke ved, hvordan vi bygger og kan bygge bæredygtigt, og bidrage med viden og løsninger til byggebranchen. For ifølge Anders Lendager, arkitekt på projektet, er det afgørende, at byggebranchen videndeler om, hvad der fungerer, og hvordan vi kan bygge så bæredygtigt som overhovedet muligt. Og det kræver selvfølgelig en god portion mod og vilje fra alle samarbejdspartnere at kaste sig ud i det:
”At ville lave et fyrtårn for bæredygtighed kræver mod, men vi kan også sige, at det jo er NU. Vi har ikke nogen alternativer. Vi bliver nødt til at finde svar, og fremtidens bæredygtige byers svar ligger i innovation. Vi mangler løsningerne, så vi undersøger, hvad der virker og ikke virker,” fortæller Anders Lendager.
Bag projektet står et ambitiøst hold med PFA som bygherre, Kilden & Hindby som projektudvikler, Lendager som arkitekt, Kaj Ove Madsen A/S som totalentreprenør, MOE som ingeniør og Aarhus Kommune og Realdania som støttende parter.
Hele projektet skal formidle viden til byggebranchen og vise hvor langt, man kan komme indenfor bæredygtigt byggeri. Foruden trækonstruktionen bliver TRÆ skabt af mange forskellige genbrugte, upcyclede og biobaserede materialer. Fundamentet er af beton med lavere CO2-udledning end normalt, og stålplader fra gamle tagplader upcycles og anvendes direkte til facaden. Der vil blive genanvendt vindmøllevinger til solafskærmning, og der vil være genbrugstræ og plastik akustik (PET) på gulve og vægge og genanvendte ruder til mødelokalerne. Men ambitionerne stopper ikke ved der.
Tre etager i byggeriet er blevet dedikeret til Living Lab. Her opfordres byggevareproducenter til at deltage og bidrage med bæredygtige materialer, der skal fylde etagerne indenfor. Living Lab skal vise de forskellige facetter af cirkulært byggeri og samle forskellige løsninger og nye ideer og principper. På den måde kan Living Lab være med til at bane vejen for materialer ind i byggebranchen, fortæller Anders Lendager:
”Det vil vise – tror vi på – en ny type af æstetik, som er noget, vi kan diskutere. Living Lab betyder, at der flytter mennesker ind, som skal arbejde og leje det på kommercielle vilkår, og pludselig får de en helt ny ramme, hvor vi kan se, hvordan de her nye materialer, både æstetisk, performancemæssigt og adfærdsmæssigt påvirker brugerne på forskellige måder,” forklarer han.
Projektet vil undersøge brugernes oplevelse før og efter for at blive klogere på, hvordan og om materialerne påvirker deres adfærd. Hver etage vil være dedikeret til henholdsvis genbrugte, upcyclede og biobaserede materialer og vil – takket være byggeriets størrelse – rumme en kritisk masse, som kan bruges til læring og inspiration til resten af byggebranchen. Derfor opfordres branchen nu til at bidrage med deres materialer:
”Living Lab er endnu en forlængelse af det med at skabe samarbejder og invitere folk ind til en platform, som allerede ruller i den rigtige retning, så vi sammen kan få det her til at rulle endnu stærkere,” siger han.
Byggevareproducenter inviteres til at bidrage gennem et åbent kald til og med den 25. november 2022 til at komme med bud på genbrugte, upcyclede og biobaserede løsninger til overflader og aptering på de tre Living Lab etager.
Realdania og Aarhus Kommune har støttet Living Lab. Resten af projektet inkl. de mange genbrugs- og genanvendelsesløsninger i bærende konstruktioner og normalkonstruktioner opføres på markedsvilkår.
Ambitionen er at presse agendaen for cirkularitet, og Anders Lendager ser tre væsentlige opgaver for projektet. Det første handler om træ:
”Projektet vil utvivlsomt rykke på spørgsmålet, om vi kan bygge i træ. Kan vi bygge kommercielt i træ? Kan vi bygge i højden i træ? Det har været en af vores allerstørste udfordringer i mange år,” siger Anders Lendager.
Derudover mener han også at, projektet vil vise, at man godt kan skabe innovation, mens man udvikler og planlægger et byggeri. Ifølge Anders Lendager er det en utrolig vigtig læring at vise, at selvom byggeriet er komplekst, så kan man udvikle nye bæredygtige materialer, som kan bruges i det konkrete byggeri og andre steder efterfølgende.
Sidst men ikke mindst peger Anders Lendager på betydningen af partnerskaber og samarbejder, som også kan ske, mens man er i gang med sine projekter – som Living Lab er et eksempel på. Han mener, at det er afgørende at udvikle nye samarbejdsformer, mens man er i gang for at få innovationerne til at ske.
Bag projektet står PFA og Kilden & Hindby som en fremadskuende bygherre og udvikler, der har finansieret projektet og præinvesteret i den cirkulære udvikling. Og når TRÆ – efter planen – står færdigt i 2024, træder det også ind i en gruppe af byggerier udviklet af Kilden & Hindby, som har rykket agendaen med bl.a. Aarhus Ø. Byggerier, som mestendels er blevet rost, men som selvfølgelig også er diskussionsprojekter, fordi de er nyskabende. Ønsket er at åbne andre bygherrers øjne for andre måder og løsninger end dem, vi hidtil har tyet til.
”Vi laver noget her, som er en milepæl og begyndelsen på fremtidens norm for byggeri og arkitektur!” siger Anders Lendager. ”Det er et paradigmeskifte for de materialer, som vores arkitektur i byer verden over skal baseres på”.
Lendager er medlem af VCØB Community.