Du er her: Forside / Aktuelt / Nyheder 2022 / Vi har brug for et højere ambitionsniveau for de cirkulære byggestrategier

Vi har brug for et højere ambitionsniveau for de cirkulære byggestrategier

Vi har brug for et højere ambitionsniveau for de cirkulære byggestrategier

Chefkonsulent Jens Runge, Københavns Kommune, mener, at branchen skal gå fra cirkulære pilotprojekter til at få cirkulær økonomi ind i porteføljen hos mange bygherrer.

Hvad er det vigtigste, byggebranchen kan gøre, for at videreudvikle CØ i 2022?
Branchen skal gå fra cirkulære pilotprojekter til at få cirkulær økonomi ind i porteføljen hos mange bygherrer. Som fast bestanddel. Vi har brug for både en højere hastighed for implementering og et højere ambitionsniveau for de cirkulære byggestrategier. Vi, der arbejder med cirkulær økonomi, kender til de projekter, der er. Og der er langt fra nok til at nå målet om 70% CO2-reduktionen i 2030 eller udskyde World Overshoot Day for Danmark.

Hvad har I selv af planer for at udvikle CØ i 2022?
Vi er i gang med at lægge sidste hånd på 4. udgave af Byggeri Københavns Håndbog i cirkulær økonomi, hvor vi samler alle vores erfaringer for at udbrede kendskabet til, hvad vi laver, og hvor der f.eks. er lavt hængende frugter. Vi gør vores til at få alle de kendte og ukomplicerede måder at arbejde med cirkulær økonomi på ud i så mange som muligt af kommunens byggerier. Og ud til andre bygherrer også.

Men vi vil også gerne være med til at drive udviklingen af, hvordan vi bedst bruger brugte materialer. Konkret er vi f.eks. optagede af, hvordan man kan genbruge beton. Vi står overfor at undersøge, hvordan Københavns Kommune bedst genbruger betonelementer fra et byggeri, der skal tages ned og enten bruges i det nye byggeri, der skal opføres umiddelbart ved siden af eller i et andet af vores nybyggerier. Her håber vi at få forskningen med, så der kan udvikles testmetoder for betonens bæreevne, sideløbende med, at vi overvejer genbrugsmulighederne.

Hvad kunne du ønske dig fra VCØB Community? 
Vi kunne godt tænke os, at VCØB Community stod for markedsdialog på alle de områder, som vi skal have skabt innovation indenfor. Hvis VCØB Community kunne samle interessante producenter, entreprenører, rådgivere, forskere inden for et emne som træ, beton, stål, så vi sammen kan bestemme, hvordan de brugte materialer bedst cirkuleres, ville vi være meget tilfredse.

Er der nogle aktører, du særligt gerne vil have i tale?
Vi vil meget gerne samarbejde mere med forskerne fra DTU og BUILD om at udvikle kendskabet til, hvordan man bedst genbruger og genanvender.