Vi skal som branche have defineret mere klart, hvad cirkulær økonomi er, så vi i højere grad ved – og er enige om – hvad vi taler om. Det handler om begreber som ”genbrug”, ”genanvendelse”, ”up- og downcycling”, ”design for adskillelse” – begreber, som bliver brugt af mange og i mange sammenhænge, men hvor det til tider er uklart, hvad de specifikt dækker over. Heldigvis har Dansk Standard taget hul på denne øvelse.
Vi skal også starte en afklaring af, hvordan brugte byggematerialer bedst recirkuleres. Om f.eks. knust beton bedst bruges som tilslag i ny beton eller som vejunderlag. I dette eksempel afhænger svaret bl.a. af, hvad der ellers skal bruges som vejunderlag og ressourcerigeligheden af det alternative materiale.
Vi har mange udviklingsprojekter i gang: Under Circular Built Environment, støttet af Innovationsfonden og RealDania, har vi fået tildelt et fireårigt Postdoc-projekt. Her får vi mulighed for at dykke ned i, hvordan vi erstatter eller supplerer vores produkter med services, der forlænger produkternes levetid og derved bidrager til ressourcebesparelse.
Vi arbejder også sammen med Norrecco, J. Jensen, CASA og ReTech Miljø på et MUPD-projekt, Den Cirkulære Byggeplads, om at udvikle en sorterings- og indsamlingsteknologi, der kan lette adgangen til de brugte ressourcer. Og i et andet MUDP-projekt ser vi på, om brugt glasuld kan bruges som tilslag i mursten og asfalt.
Derudover har vi dannet Partnerskab for Cirkulær Gips med Norrecco, Tscherning, Marius Petersen og Knauf. Målet er at udvikle leverancerne af brugt gips fra nedrevne byggerier og sikre, at en større mængde genbrugsgips bliver cirkuleret. Det er udfordrende, da deponeringsafgiften for affaldsgips ikke er højere, end at det kan betale sig at smide gipsen ud i stedet for at udsortere og sælge den som genanvendelig ressource, fx til produktion af nye gipsplader.
Jeg synes, det ville være fint, hvis VCØB Community kan blive et sted, hvor vi afholder markedsdialog om, hvordan vi lettest muligt får brugt affald som ressource. Et område, hvor jeg mener, vi vil kunne gøre en forskel, er ved at arbejde med End of waste-kriterier i samarbejde med bl.a. Miljøstyrelsen og de øvrige ministerier og styrelser, der regulerer byggeriet og byggeriets produkter.
Embedsmænd og politikere er en oplagt målgruppe for de udfordringer, som vi oplever, ligger øverst. Der er behov for lovgivning, der understøtter en cirkulær omstilling.
Business Relations Director
Saint-Gobain Denmark