Du er her: Forside / Cirkulært byggeri / Byggevarer / Dokumentation efter BR

Dokumentation efter BR

Når du vil bruge genbrugte eller genanvendte byggematerialer, skal du være opmærksom på reglerne i Bygningsreglementet, BR.

Byggeloven er den overordnede lov inden for byggeriet og er implementeret via funktionsbaserede krav i Bygningsreglementet.

Få overblik i denne guide (pdf) til bygherrer, rådgivere og entreprenører om krav til genbrugte og genanvendte byggematerialer: "Hvad er kravene til genbrugte og genanvendte byggematerialer?"

Kort om Bygningsreglementet
Bygningsreglementet har til formål at sikre, at der vælges energirigtige samt sikkerheds- og sundhedsmæssigt og byggeteknisk korrekte løsninger. Det 
stiller administrative og funktionsbaserede tekniske krav til bygninger – herunder til bygningens indretning, konstruktioner, brandforhold, indeklima, energiforbrug og de tekniske installationer.

Udover Bygningsreglementets krav kan der være lokalplaner som giver særlige bestemmelser ift. de administrative krav.  

Det skal foreligge dokumentation for, at de valgte byggevarer lever op til kravene. I praksis betyder det fx for vinduer, at der skal kunne fremvises en beregning, der viser, at vinduet kan overholde de gældende energikrav i Bygningsreglementet, også selv om det er et genbrugt vindue af ældre dato. 

Hvilken lovgivning gælder for genbrugte byggevarer og byggevarer med genanvendt indhold? 

Det er vigtigt at kende forskel på genbrug og genanvendelse: 

Genbrug er, når en gammel byggevare anvendes igen direkte til samme formål uden forarbejdning eller ved mindre forarbejdning i form af fx reparation, vask og rensning. Om der sker forarbejdning eller ej, afgør, hvilken lovgivning der skal følges: 

Byggevarer, der kan genbruges direkte uden forarbejdning:

  • Er ikke affald
  • Er ikke omfattet af affaldslovgivningen 
  • Er omfattet af byggelovgivningen 

Byggevarer, der kan genbruges efter en mindre forarbejdning: 

  • Skal forberedes til genbrug
  • Er omfattet af affaldslovgivningen
  • Er omfattet af byggelovgivningen, når de sættes på markedet og indgår i nyt byggeri 

Genanvendelse er, når affaldsmaterialerne bliver forarbejdet og derefter indgår i produktionen af nye byggevarer eller byggematerialer, og her gælder følgende: 

  • Affaldsmaterialerne er omfattet af affaldslovgivningen, når affaldet bliver bearbejdet 
  • Byggevarerne er omfattet af byggelovgivningen, når de sættes på markedet og indgår i nyt byggeri 

Genbrug ligger højest i affaldshierarkiet, fordi det er mere ressourcebesparelse at genbruge end at genanvende. Læs mere om affaldshierarkiet. 

Krav 

I byggelovgivningen findes kravene særligt i  

  1. Bygningsreglement, som stiller administrativ og funktionsbaserede tekniske krav til bygninger om som gælder alle byggevarer; uanset om de er nye, genbrugte eller genanvendte. 
  1. Byggevareordningen, som stiller krav om CE-mærkning af byggevarer, der er omfattet af en harmoniseret standard. For genanvendte og genbrugte byggematerialer gælder følgende:   

Hvis byggeaffald bliver genanvendt til nye produkter, som er omfattet af en harmoniseret standard, skal produkterne CE-mærkes. De harmoniserede standarder passer imidlertid typisk ikke til genbrugsmaterialer (bemærk –  forskel fra genanvendte materialer), da de tager udgangspunkt i produktion af nye byggematerialer.En producent af genbrugsbyggevarer kan som et alternativ til en harmoniseret standard ansøge om en ETA (Europæisk Teknisk Vurdering – er frivillig at udarbejde). 

Det kan give udfordringer for genbrugte byggematerialer, der sjældent kommer med dokumentation og hvor eksisterende standarder ikke gør det muligt at eftervise og dokumentere deresisse egenskaber.  

Det er bygningsejerens ansvar at sikre, at bygningen til enhver tid er lovlig og lever op til Bygningsreglementets krav. I forbindelse med byggeansøgninger til projekter, som omfatter genbrugte byggevarer er det bygherrens forpligtelse at dokumentere, at byggematerialerne lever op til bygningsreglementets krav om bl.a., stabilitet, brandforhold og indeklima.  

Muligt at søge dispensation
Det er den enkelte kommune som bygningsmyndighed, der giver byggetilladelse. Hvis en bygherre ønsker at anvende ældre genbrugte byggevarer, hvor det ikke umiddelbart er muligt at dokumentere, at Bygningsreglementets krav overholdes, fx fordi der er tale om en genbrugt byggevare, skal han eller hun søge om dispensation hos kommunalbestyrelsen, jf. byggelovens § 22.   

byggevareinfo.dk kan du finde mere information og vejledning om kravene til byggevarer. 

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen sendte i 2017 et brev til samtlige kommunalbestyrelser i Danmark om Dispensation fra byggeloven og bygningsreglementet – genbrugte byggevarer.   

Budskabet i brevet er følgende:    

Kommunalbestyrelsens skal ved en ansøgning om dispensation foretage en konkret vurdering, herunder vurdere om byggevaren lever op til bygningsreglementets tekniske krav, og om der eventuelt i forbindelse med en dispensation skal knyttes særlige vilkår til byggetilladelsen.  

Det er bygherren, som har ansvaret for at udarbejde dokumentation for, at en byggevare lovligt kan anvendes efter bygningsreglementets bestemmelser, mens det er kommunalbestyrelsen, som vurderer, om dokumentationen er tilstrækkelig.  

Du kan læse hele brevet her.

Bygningsreglementets krav vedr. problematiske stoffer 
Gamle byggematerialer kan indeholde problematiske stoffer og skal derfor undersøges førend de genbruges. Det er især stoffer, som kan afgasse, der er i fokus. Det sikrer, at dine genbrugsmaterialer ikke påvirker bygningens indeklima, så der opstår risiko for personers sundhed eller komfortmæssige gener. 

Eurocodes 
Fra Bygningsreglementet henvises til Eurocodes i forhold til projektering af bæreevner og stabilitet samt brandmodstand af konstruktioner. Eurocodes er fælles europæiske beregningsregler. I tillæg til disse er der udarbejdet nationale annekser, som tager højde for forskelligheder mellem lande, eksempelvis forskelle i klimatiske forhold, som fx gør, at snelasterne er forskellige i Norge og i Spanien. 

Der er sammenhæng mellem Eurocodes og harmoniserede tekniske specifikationer. Fx angiver Eurocodes en række beregningsmetoder, der anvendes i de harmoniserede tekniske specifikationer. Omvendt kan de harmoniserede tekniske specifikationer give input i form af deklarerede værdier til beregningsmetoderne i Eurocodes. 

MK-godkendelser 
Der findes også på nationalt niveau systemer til at godkende produkter til en specifik anvendelse. I Danmark har man MK-godkendelser, der i en årrække blev betragtet som lovkrav til dokumentation af egenskaber. 

Bygningsreglementet henviser ikke længere til MK-godkendelser, men det er stadig muligt at bruge en MK-godkendelse til at dokumentere produktets anvendelighed i forhold til kravene i Bygningsreglementet. 

Byggevarer er omfattet af regler om markedsføring, salg og markedskontrol
Bekendtgørelse om markedsføring, salg og markedskontrol af byggevarer omfatter alle byggevarer, der bringes i omsætning eller gøres tilgængelig på markedet. 

Bekendtgørelsen er altså gældende for alle byggevarer, der bringes på eller er tilgængelige på markedet, ikke kun for CE mærkede produkter. Bekendtgørelsen præciserer reglerne for markedsføring og salg og beskriver reglerne for markedskontrol. 

I Danmark udføres markedskontrollen som både en række årlige proaktive markedskontroller rettet mod forskellige byggevarer og reaktive kontroller. De reaktive kontroller udføres på baggrund af anmeldelser fra virksomheder. Markedskontrollen udføres primært som en dokumentkontrol, der undersøger, om der er styr på dokumenterne for en CE-mærkning. Der foretages i sjældne tilfælde en reel markedskontrol på de deklarerede egenskaber.