Du er her: Forside / Cirkulært byggeri / Bygningsdesign / LCA (livscyklusvurdering)

LCA som værktøj ved renovering og byggeri

En LCA for en bygning beregner miljøpåvirkninger fra materialer, som indgår i et byggeri.

En beregning af miljøpåvirkningerne fra alle de materialer, som indgår i et byggeri, set over bygningens levetid, kaldes en livscyklusvurdering (LCA – Life Cycle Assessment). Levetiden sættes typisk i intervallet 50-120 år. LCA-resultater vises som indikatorer, der fortæller noget om de potentielle miljøpåvirkninger, fx global opvarmning (udtrykt i kg CO2-ækvivalenter) eller ressourceforbruget (udtrykt som MJ eller kg Sb-ækvivalenter).

LCA kan bruges til at sammenligne miljøaftrykket af en konkret bygning med en anden. Desuden kan LCA bruges til at sammenligne miljøaftrykket fra forskellige konstruktionsopbygninger eller enkelte byggematerialer.

Denne viden kan hjælpe til at prioritere, hvordan bygningens design optimeres. Udover at sammenligne de overordnede livscyklusfaser kan man sammenligne på fx bygningsdele og materialer, hvor alternative løsninger kan vurderes på grundlag af resultaterne fra en LCA.

Denne viden om materialernes eller bygningsdeles miljøaftryk vil dog sjældent stå alene. Den skal afvejes i forhold til de ønsker og krav, som der i øvrigt er til konstruktionen, dimensionerne, dagslys, ventilation m.fl.

 

Ved renovering genbruger man ofte mange af de oprindelige konstruktioner og materialer, og miljømæssigt er det ofte en god strategi i stedet for at bygge nyt. Man kan undersøge dette ved at lave LCA for renoveringen og sammenligne med LCA for et tilsvarende nybyggeri.

 

Læs mere om LCA i renovering og byggeri i guide til LCA i bygninger.

Materialernes miljøaftryk
LCA-beregningerne for byggeprodukter laves på baggrund af data for de materialer og processer, der er relevant for produkternes livscyklus.

Der findes data, som er udarbejdet specifikt for et produkt, og som kan findes i produktets miljøvaredeklaration (EPD – Environmental Product Declaration). Brug af genbrugsprodukter til et byggeri kan også indgå i LCA’en via miljøvaredeklarationer (EPD’er), hvis disse er udarbejdet for produkterne.

Der findes i dag EPD´er for mange forskellige byggevarer, men hovedparten af disse EPDer er for nye produkter. Hvis man ønsker at opgøre CO2-udledninger eller ressourceforbrug for et tilsvarende genbrugt produkt, er datamængden ret begrænset. Der findes dog i LCA-databaser generiske data, som er gennemsnitsdata.

Du kan læse mere om CO2- og ressourceopgørelser i VCØBs guide om emnet, hvor du også kan finde anbefalinger til, hvad du bør være opmærksom på, når du arbejdet med emnet.

Ressourcekortlægning er et vigtigt værktøj at tage i brug, før en nedrivningsproces bliver sat i gang, da det kan give bygherren mulighed for at overveje og planlægge mulighederne for afsætning af materialer/bygningsdele til genbrug, genanvendelse eller nyttiggørelse i god tid.

Du kan læse mere om ressourcekortlægning her.

 

 

Mere information om LCA:

http://www.epddanmark.dk/