Du er her: Forside / Nedrivning / Hvad er byggeaffald? / Materialer til genbrug og genanvendelse / Overblik over byggematerialer / Isoleringsmaterialer

Isoleringsmaterialer

Der findes forskellige typer af isoleringsmaterialer.

Mineraluld er en fællesbetegnelse for stenuld og glasuld. Mineraluld findes som batts eller som granulat. Stenuld er fremstillet af smeltede sten. Glasuld består af 95 % knust glas, hvoraf 80 % er genbrugt glas. 

Af andre isoleringsmaterialer kan nævnes papiruld, der består af genanvendt papiraffald tilsat bor, træfiberisolering, PUR-isolering, som er baseret på polyurethan (PUR) eller polyisocyanurat (PIR) samt EPS-isolering, der består af ekspanderet polystyren. 

Genanvendelse af isoleringsmaterialer

Mineraluld
I produktionen af stenuld tilsættes genanvendt stenuld og andre genanvendte materialer som fx gammel sanitet, fliser, klinker og porcelæn. Glasuld kan bruges igen i fx vintermåtter, der bruges til frostsikring ved betonarbejder. Glasuld genanvendes ikke til produktion af ny glasuld, da der i produktion af glasuld næsten ikke tåles nogen forurening på grund af ovnenes følsomhed. Stenuld og glasuld, der ikke genanvendes, vil ofte gå til deponering.

Plast
Flamingo har været anvendt i byggeriet som isoleringsmateriale, men har også mange andre anvendelser. Der er forsøg i gang med at indsamle og genanvende flamingo til ny plast. PUR-skum har ligeledes været anvendt, og PUR- skum fra før 1994 er blevet opskummet med CFC’er og HCFC’er, som er ozonlagsnedbrydende og bidrager til drivhuseffekten. Disse gasser bliver frigivet, når hulrummene i PUR-skummet destrueres. Ved håndtering af PUR-skum er det derfor vigtigt at have fokus på at håndtere affaldet, så isoleringsmaterialet bliver beskadiget mindst muligt. Hvis PUR-skum forbrændes, vil freon-gasserne blive destrueret.

Papiruld
Papiruld kan i nogle tilfælde komposteres.

Mere viden
Miljøstyrelsen skrev i 2014 til kommunerne og gjorde opmærksom på forpligtelsen til at udsortere og genanvende stenuld. I brevet står også, at mineraluld (dvs. både glas- og stenuld) fra før 1997 skal betragtes som farligt affald, mens mineraluld produceret efter 1997 ikke skal klassificeres som farligt affald. I praksis er det ikke muligt at skelne mellem stenuld produceret før og efter 1997. Det forventes imidlertid, at størstedelen af den mineraluld, der i dag bliver til affald, er fra før 1997, og derfor skal det klassificeres som farligt affald (Miljøstyrelsen, 2014). Det er stadig muligt med de nødvendige tilladelser at genanvende stenuld fra før 1997.

Der er mere information på Miljøstyrelsens hjemmeside, hvor du finder en række spørgsmål og svar om mineraluld som affald.