Du er her: Forside / Nedrivning / Hvad er byggeaffald? / Problematiske stoffer / Uorganiske stoffer og asbest / Arsen

Arsen

Hvad er arsen?

Arsen er et grundstof med betegnelsen As. Arsen kan forekomme i flere varianter, fx As(III) og As(V).

Hvor har arsen typisk været anvendt?

Arsen har bl.a. været anvendt i træimprægneringsmidler og i maling. Udfasning af brugen af arsen blev påbegyndt i 1989, og brugen ophørte i 1994.

Hvorfor er arsen problematisk?

Arsen er giftigt over for mennesker, og der er både akutte og kroniske effekter. Der kan fx forekomme skader på hud, nerver, lever og mave-tarm-kanal. Endvidere er stoffet kræftfremkaldende.

Hvad sker der med arsen i affald?

Arsen kan spredes til miljøet, hvis maling med arsenindhold ikke fjernes fra byggeaffaldet, inden det nedknuses, og som følge af dette kan det ophobes gennem fødekæden. Trykimprægneret træ med arsen betragtes som udgangspunkt som farligt affald, medmindre analyser kan påvise, at koncentrationsniveauet ligger under grænsen for farligt affald. Trykimprægneret træ med arsen bliver som udgangspunkt deponeret.